Gribskov Korskole

Gribskov korskole er et tilbud til provstiets børn om et sted, hvor de kan opleve sangglæde, musikalsk udvikling og fællesskab og stifte bekendtskab med kirkens rum, budskab og salmetradition.

Korskolen henvender sig til børn fra 6-15 år, fordelt på to kor, og har børn fra næsten alle hjørner af Gribskov. Korene øver hver tirsdag eftermiddag i Græsted i Præstegårdsladen. Der lægges vægt på en inkluderende og legende atmosfære og på at skabe fællesskab mellem børnene på tværs af skoler og sogne.

Korskolen laver små koncerter fra tid til anden og har i foråret 2025 lavet ”Påskesang” i Gilleleje Kirke og en sommerkoncert i Helsinge Kirke sammen med det nystartede ungdomskor ved kirken. Derudover luciaoptog ved juletid, og korene deltager ofte i større korstævner, hvor børnene kan møde andre sangglade børn og blive en del af et større fællesskab. Der er også forskellige sociale tiltag i koret: Hyggeaftener for de ældste børn, sommerafslutning med pizza og leg i haven hos korlederen.

Spirekoret

Spirekoret er et kor for drenge og piger i 0.-2. klasse. Vi synger, danser og leger med stemmen og lærer det helt grundlæggende om musik.

Repertoiret spænder meget vidt og rummer både kirkelige og ikke-kirkelige sange som f.eks. årstidssange, fjollesange m.m. Det grundlæggende indhold i kristendommen bliver præsenteret gennem repertoiret.

Indimellem medvirker Spirekoret ved gudstjenester eller små koncerter. Koret øver hver tirsdag fra kl. 15.00-16.00 i Præstegårdsladen.

Juniorkoret

Koret er for de ældre børn fra 3.-9. klasse. I koret videreudvikler vi vores stemmer gennem sang, dans og bevægelse. Vi øver os i at synge to- og tre-stemmigt, og vi lærer et bredt udsnit af sange og salmer i mange stilarter og med forskelligt indhold. Det største fokus er fortsat på kirkeligt repertoire, men vi synger også meget andet.

Indimellem medvirker vi ved gudstjenester og små koncerter sammen med Spirekoret eller alene. Koret øver hver tirsdag fra kl. 16.00-17.00 i Præstegårdsladen.

Stabilt fremmøde

Det er gratis at deltage i korene. Der er ikke optagelsesprøve til korene, men det forventes, at børnene og deres familier prioriterer et stabilt fremmøde til korøvelser og koncerter.

Giv en hånd med

Sådan en korskole kan altid bruge hjælpende hænder til kørsel, til at sy luciadragter, til at hjælpe i forbindelse med korøvelser og koncerter, så kontakt gerne korleder Lisbeth L. Pedersen, hvis nogen brænder for at give en hånd i det arbejde.

Praktisk

Korleder for begge kor er Lisbeth L. Pedersen, der er uddannet lærer samt kirkemusiker med sang og korledelse. Lisbeth har desuden gennemført en to-årig efteruddannelse ved Børnekorakademiet.

Fast pianist ved korene er kirkens organist Susanne Clod Pedersen, der er uddannet koncertpianist og organist.

Undervisningen foregår i:
Præstegårdsladen
Græsted Hovedgade 6A
3230 Græsted

Yderligere oplysninger fås hos
Lisbeth L. Pedersen – Mobil 6062 1057

Tilmelding til korene