Præstegården var centrum for modstandskamp

110 mænd og kvinder deltog i bibelkurset i Mårum Præstegård i august 1944

Præsten og højskolemanden Johannes Magelund var sognepræst i Mårum i Nordsjælland under besættelsen. I dette uddrag af hans erindringer beretter han om sammenhold, modstandskamp og tro på Gud, når nøden er størst.


Allerede klokken seks om morgenen den 9. april 1940 hørte vi, at Danmark var ved at blive besat af tyske tropper. Og så begyndte de sorte flyvere også at kredse over Nordsjælland. Hvad kunne vi gøre i denne ulykkelige situation? Vi følte os afmægtige, men så kom vi i tanker om, at vi kunne da bede for Danmark.


Pigen i huset var ivrig for ideen og løb rundt til naboerne og indbød til fælles bøn i præstegården klokken syv. 
Imens søgte jeg i Jobs Bog efter et ord til indledning, ligesom Frederik III søgte i Jobs Bog, da svenskerne i 1658 lå rundt om København og var lige ved at erobre byen. Mit øje faldt på Jobs Bog 36, 15-17: "Den elendige frelser han ved hans elendighed og åbner hans øre ved trængsel.
Det var et løfte. Vel skulle vi igennem en trængselstid, men Gud ville åbne folkets øre for hans kald, så modgangstiden kunne få en god udgang.
Samme dag begyndte Indre Missions forårsmøde i Hillerød. Pastor P.J. Sørensen fra Vejle skulle have prædiket, men kunne ikke på grund af sindsbevægelse. I stedet måtte IM-formand Christian Bartholdi træde til uforberedt.
Han prædikede over en tekst, som lå helt på linje med det ord, vi havde fået om morgenen, at nu gik der dom over Danmark, men Gud villle åbne folkets ører ved trængsel. Nu skulle Indre Mission tale dom og frelse til det danske folk, og gennem ydmygelse skulle folket frelses.
Bibelen fik ny betydning.

Så kom "de fem onde år, som man har kaldt dem. Men de blev under Guds gode hånd vendt til velsignelse for mange.

I Mårum var der en mejeribestyrer, som sammen med sin datter og svigersøn kæmpede for de nazistiske ideer. Det gav spændinger i sognet, hvor mange vidste besked om, hvordan Hitler med knusende brutalitet havde udryddet kommunister og med hård hånd forfulgt socialdemokrater i Tyskland.
Det var farligt at tale direkte imod nazismen, men i Bibelen, både i Det Gamle Testamentes skildring af diktaturets ideer og metoder og i Johannes" åbenbaring havde vi ord, der beskrev alt dette. Bibelen blev på en ny måde aktuel. Ved møder og gudstjenester fra Gilleleje til Hillerød og fra Helsingør til Frederiksværk samledes folk til bibeltimer, hvor danske mænd og kvinder forstod, at Nebukadnezar var Hitler, og det undertrykte Israels folk var det danske folk, mens stikkerne troede, at det bare var bibelhistorie. 
Det var først, da jødeforfølgelsen, jagten på vore unge mænd i frihedskampen og til sidst arrestationen af hele vor politistyrke satte ind, at de flestes øjne åbnedes. Da forstod mange, at det ikke var nok at kæmpe med ord, man måtte gå aktivt ind i kampen med de til rådighed stående midler. 
Hjælp til at få alle med var oplæsningen af biskop Fuglsang-Damgaards hyrdebrev, som udtrykte kirkens fordømmelse af tyskernes deportation af de danske jøder. Alle i den propfyldte Mårum Kirke rejste sig spontant op i tilslutning til biskoppens ord - kun en enkelt familie blev siddende.
Hvor meget det end forargede mange i sognet, måtte vi svare ja, når spørgsmålene lød: "Vil præsten forsvare sabotagen mod tyskerne? eller "Er det sandt, at nogle unge ved stævnerne i præstegården får lov til at agitere for tilslutning til frihedskampen?
Skjulte flygtning

Skridt for skridt blev man ledt ind i det aktive arbejde. Da politiet blev taget, søgte politifuldmægtig Poul Odenburg og hans kone tilflugt i præstegården under navnet revisor Poulsen. De boede i havestuen, som havde udgang mod haven, hvor de hurtigt kunne forsvinde, hvis nazister skulle ringe på hoveddøren.
ægteparret Poulsen blev meget populære, ikke bare hos vores børn, men også hos naboerne. Den venlige revisor og hans kone Vibeke kunne give en hånd med i arbejdet, når der var brug for det. Der var flere politifolk skjult i sognet.
Begivenhederne i Gilleleje med de mange jøder, der var skjult på loftet i kirken, og som blev angivet af en stikker, er velkendt for de fleste. Men det var heldigvis kun en lille brøkdel af de mange hundrede, som blev bragt til Sverige langs kysten fra Skovshoved havn til Hundested. Når telefonen ringede, kunne beskeden lyde, at der er så og så mange "sildekasser på vej. Vil du sørge for, at de kommer videre i god behold. Nogle skulle også skjules i sognet før den natlige transport over sundet.
Granater i skoven

En søndag efter gudstjenesten trak en kirkegænger fra Kagerup mig hen i et hjørne af kirkegården og fortalte, at han på vej til kirke gennem skoven havde set en faldskærm hænge i et træ. Den medførte 400 kilo håndgranater, som det gjaldt om at bringe til modstandsbevægelsen.
Det lykkedes at holde hemmeligt, at staten, da hæren for længst var opløst og flåden sænket, faktisk opretholdt en lille afdeling i Gribskov, hvor forstanderen for de tre arbejdslejre og hans arbejdsledere gjorde et dygtigt stykke arbejde med våbenmodtagelse.
Først den 21. april 1945 klappede saksen. Flere af gruppens medlemmer blev fanget på et par lastbiler med ammunition. Tyskerne tog alle tre våbenmodtagelsessteder i skoven og slog sig ned i rævens hule, hvor de beholdt forstanderens kone som gidsel, da resten af gruppens medlemmer gik under jorden. 
Det var en frygtelig formiddag. Kunne de fangne holde tæt? I præstegårdens længer og i forpagterens lader skjultes heste og redskaber, der havde været brugt til at køre våben sammen med, og en desertør, som samme morgen skulle have været sendt til Sverige. Denne sidste blev sendt til nabosognet med en seddel, hvor der stod med store bogstaver. "Jeg er døvstum, vil De hjælpe mig? Jeg vil arbejde, blot De vil give mig føde og husly. 
De følgende 14 dage var nervepirrende med Hipo"erne som naboer, gang på gang susende forbi præstegården ud på deres røvertogter og arrestationer af gode danske mænd og kvinder og rendende og snuse og spørge skovarbejderne efter de bortførte ting og heste og med forstanderens kone som gæst, da de slap hende fri. 
Hele hjemmet hang i løftet fra Esajas" Bog 7,9: "Hvis I er troende, skal I blive boende. Venners forbøn dannede en mur, og selv om bilerne ofte holdt udenfor om natten, og man bogstavelig talt følte hjertet oppe i halsen, og selv om Hipo"erne et par gange ringede til os, så kom de aldrig ind. Guds beskærmelse blev en håndgribelig virkelighed.
Men der var også en anden forklaring på, at præstegården og modstandsbevægelsens folk i sognet var under en særlig beskyttelse, og at ingen af de aktive modstandsfolk i Mårum blev fanget eller sendt i koncentrationslejr. Efter krigen fik vi at vide, at nogle ledere i modstandsbevægelsen havde sagt til mejeribestyreren og hans datter, at hvis der skete præsten noget, så ville de omgående blive skudt. 
Bibelskole i præstegård


Allerede før krigen indrettede vi en pejsestue i præstegården for militærnægtere, som holdt til i den store militærnægterlejr i Gribskov. Mange af dem var kristne, og de savnede et samlingssted uden for lejren. Sammen med sognets ungdom kom der efterhånden flere til lejre, stævner og møder, så vi indrettede en sovesal oven på pejsestuen. Hotel Høloft blev den kaldt. Den blev forsynet med en rebstige fra vinduet, så der var to udgange i tilfælde af brand.
Spejderne havde telte med, som der var rigelig plads til i haven. Nu bagefter forekommer det utroligt, at det kunne lade sig gøre at samle så mange under så primitive forhold. Men ungdommen tog forholdene med begejstring. Omkvædet på en sang lød sådan: "Vi drog på lejr, vi morer os dejligt fra dag til dag, vi vil ikke mere herfra. Kampen mod den fælles fjende styrkede sammenholdet.
En gang skete det faktisk, at de ikke kunne komme herfra. Godthåbkirkens KFUK havde været på lejr, men da de skulle hjem, var adgangen til København spærret, og de måtte blive otte dage til. Trods tanken om de trykkende forhold inde i byen, hvor der til tider blev lukket både for lys, gas og vand, havde pigerne det herligt. De hjalp med rengøring og børnepasning, haven fik en omgang, og nogle hjalp til på nabogårdene.
I august 1944 holdt vi et ugelangt bibelkursus med 110 deltagere. Det skete i samarbejde med provst P.L. Jensen, som holdt bibeltimer over Romerbrevet.
Hjælp til kommunisterne

I 1943, da mange af rigets gode mænd blev interneret i Horserødlejren, vidste man ikke, om de blev ordentligt behandlet af tyskerne. Måske levede de på vand og brød. Folk i sognet lavede derfor en indsamling af de sparsomme rester, som endnu var i behold af tobak, chokolade, kaffe og te. Jeg fik som opgave at cykle til lejren for at aflevere det til dem, jeg kendte bedst, professorerne Hal Koch og Flemming Hvidberg med flere.
Vi fik os en god samtale, hvor de blandt andet fortalte, at kommunisterne var ivrige for at holde sig i form, men som de sagde: "De har jo kun et liv. Vi har da heldigvis to.
Det endte med, at de bad mig om at give de gode sager til kommunisterne.
Den 4. maj 1945 om aftenen var en stod del af Mårums befolkning samlet i Ejstrup Missionshus til en basar for sygeplejeforeningen. Ved slutningen af mødet kom der bud fra en af naboerne, som havde lyttet til engelsk radio, at Tyskland havde kapituleret og general Montgomery overtaget kommandoen.
Så blev Danmark forskånet for de krigshandlinger, man havde frygtet ville finde sted, hvis tyskerne skulle drives ud af landet. De dybe tankgrave gennem sognet talte om denne mulighed. Jublen og glæden var grænseløs. Spontant brød man ud i lovsang og tak. Nogle faldt hinanden om halsen som udtryk for en usigelig glæde.

 

 

Johannes Magelund var sognepræst i Mårum fra 1939-1946. Senere blev han blandt meget andet forstander på Haslev Udvidede Højskole og medlem af en lang række bestyrelser. Han døde i 2003, 93 år gammel.
Dette uddrag stammer fra hans erindringsbog "Fortids minder - fremtids håb, som udkom i 1989


"Skridt for skridt blev man ledt ind i det aktive arbejde. Da politiet blev taget, søgte politifuldmægtig Poul Odenburg og hans kone tilflugt i præstegården under navnet revisor Poulsen. De boede i havestuen, som havde udgang mod haven, hvor de hurtigt kunne forsvinde, hvis nazister skulle ringe på hoveddøren"