Brugerlogin

Indtast dit brugernavn og kodeord her for at logge ind på websitet:
Log ind

Har du glemt dit kodeord?

Sankt Hans Aften

Hvert år til sankt Hans holder vi fest i Mårum forsamlingshus. Der er lækker hjemmelavet mad, sang og musik, bål og masser af hjerterum og det alt sammen til en pris hvor alle kan være med. Billetter kan købes på tanken i Mårum når vi nærmer os.

 

Kunsten at flytte ind i et Mårum

Af Christian Nørr, Skovvej 18, Mårum

Hun sagde det henslængt og nærmest hviskende: ”Har du tænkt over, at vi nu skal bo i et MÅ-rum?” Jeg kiggede uforstående på min kæreste, der blot sendte et drillende smil retur.

”Et MÅ-rum…” gentog hun.

Der var længe stille i bilen. Vi havde netop været ved ejendomsmægleren for at skrive under på købsaftalen på en mængde mursten, tagplader, 1.300 kvadratmeter græs og nordsjællandsk muld med udsigt til Gribskov.

Et nyt hjem og en ny start. Et sted, vi ikke kendte og aldrig havde hørt om. Men som uden tvivl var det, der ramte os mest, da vi først fik øje på det i vores boligsøgen, der havde varet det meste af et halvt år. Og så hed det endda "MÅ-rum.”

Adskillige af vores venner og kolleger havde ellers svært ved at skjule overraskelsen over vores valg. De mest direkte lagde ikke fingrene imellem: ”Hvad pokker skal I i Mårum…” lød det. Og dét i et toneleje, som havde vi valgt at flytte til Polarcirklen og ikke blot flytte os sølle 25 minutter mod nord fra Birkerød, som indtil da havde været vores faste base.

Lige siden har vi været i en tilstand af stille glæde. For Mårum er ikke blot et smukt sted med højt til loftet i flere henseender. Det er også et sted, der tager godt imod sine nye beboere. I hvert fald har vi oplevet en overvældende modtagelse.

Af naboerne med hjemmelavet syltetøj, vin og gode råd om alt fra gåture i skoven til, hvor de små gårdsalg og dygtige håndværkere er. Af de legende børn på vejen, der uforfærdet spørger: ”Er I så de nye i det gule hus…” Til vinket og smilet gennem bilruden. Dådyrene på marken i skumringen. For ikke at nævne invitationerne til gospelgudstjenester, landsbydage, kulsviertræf og Sankt Hans fest i forsamlingshuset.    

Nogle kalder det det stille liv på landet. Fos os er det følelsen af at blive budt velkommen og langsomt få et hjem, der er mere og større end summen af de mursten, tagplader og 1.300 kvadratmeter indhegnet grund, der udgør de fysiske rammer.

Derfor købte vi også billet, da en genbo sagde: ”Vi holder Sankt Hans fest i forsamlingshuset. Vil I med?” 80 mennesker samlet om noget så dansk som mad, vin, stearinlys på bordene, hyggeligt samvær, en insisteren på at hilse – også på fremmede – og en heks på affyringsrampen på vej mod Bloksbjerg.

Alt sammen pakket ind i et forsamlingshus, der godt nok har set bedre dage, men som stadig udgør et af de små hårdnakkede samlingspunkter, som vores land er fyldt af. Huse, som er ægte MÅ-rum, men som kun eksisterer så længe, der er nogen, der bruger dem. Og ikke endegyldigt vender dem ryggen på bekostning af de digitale forsamlingshuse, vi i stedet er flyttet ind i.  

Næste dag fandt jeg min Sankt Hans billet i lommen. Fin og hel. Ingen ville se den. I forsamlingshuset var der ingen dørmænd eller kontrollører. Her var åbne arme, mad og plads nok, så længe vi blot mødte op og tog vores ansvar for at fylde må-rummet ud med vores blotte tilstedeværelse.